Photo galleri

Følg din hvalps udvikling - uge for uge: 

Uge 1

 

De små guldklumper kom trygt og godt til verden i deres hyggelige hvalpekasse.. Alt var klart og alt gik godt og vi var begge to med under hele fødselen. Det var fantastisk at se de små komme til verden og Malou var så dygtig til at tage godt imod dem. De var fra første stund rigtig dygtige til at die hos deres mor. Malou er en super skøn mor, der holder dem rene og stimulerer dem ved at slikke dem til at komme af med urin og afføring. Temperaturen er godt skruet op og Malou er omkring dem for at give dem varme og tryghed, som er vigtigt, da hvalpene har nedsat evne til at regulere sin krops temperatur i de første uger . De kommer omkring ved at møfle sig frem og lugter sig frem til Malous patter. Det ser simpelthen så nuttet ud.

Uge 2

Hvalpene kan endnu ikke se eller høre, men de kan føle, lugte og smage. I denne periode er de yderst modtagelige for berøring, og derfor har vi to voksne sørget særligt for at håndtere dem uden at stresse tæven. 

Uge 3

Så blev de dejlige små vamsede hvalpe 3 uger gamle og er nu begyndt den primære socialiseringsfase. De har nu alle sammen fået øjne og man kan fornemme at de er begyndt at høre hvad der foregår omkring dem.  Vi er i denne uge begyndt at åbne hvalpekassen op således at de kan komme ud og udforske den store verden udenfor kassen. De er alle sammen meget nysgerrige, og er så småt begyndt at lege/slås med hinanden. Det er så sødt at følge med i at der dag for dag sker noget nyt og spændende, som stimulerer dem til at blive endnu mere modige og nysgerrige efter mere. 

Uge 4

Nu er der for alvor kommet gang i legen. Der bliver knurret og puffet med de små poter og livlige små haler der logrer i fryd over alt det de allerede har lært. Alle hvalpe elsker at lege med hinanden. Vi er så småt begyndt at introducere dem for fast føde/foder-grød, som de nysgerrigt alle har smagt på. Vi inviterer nu også gæster, så hvalpene bliver øvede i at blive håndteret af forskellige venlige voksne og børn - "flerarts socialisering" - og opnår en masse positive erfaringer og oplevelser i mødet med disse. De søger hen til os når vi kommer og vil gerne være sammen med os, hvilket vi synes er så hyggeligt. Malou tager også godt imod at både vi og vores gæster håndterer hendes hvalpe, og glæder sig sammen med os over alt det de de små bamser nu kan.

Uge 5

Så er vores hvalpe blevet 5 uger gamle, og allerede i den sekundære socialiseringsfase. Deres personligheder ses nu mere og mere tydeligt, hvilket er så spændende at følge med i. De udvikler sig mega hurtigt lige nu og er så nysgerrige på alt vi introducerer dem for. Bl.a. har de fået flere legesager, er på ture i haven, elsker vores forskellige gæster, hilser på kaniner, øver indkald og renligheds træning. De er super seje og deres små haler logrer så snart de er vågne. Den indbyrdes leg bliver mere og mere intens, nu hvor de lærer egne og hinandens grænser, styrker og svagheder at kende. De er også begyndt at løbe og er ved at være koordinerede i det, hvilket ser så sødt ud. Vi sørger for udelukkende positive oplevelser med de situationer de socialiseres i. Det hjælper dem til at blive tillidsfulde og nysgerrige voksne hunde, der oplever den store verden som tryg at befinde sig i. 

Uge 6

Hvalpene er nu 6 uger gamle - tiden flyver af sted. I denne uge har de virkelig fået godt styr på deres løbeteknik/motorik, og der er både god koordination og fart på i svingene nu. De elsker at lege, slås og er så småt begyndt at jagte bolde og ikke mindst lege fangelig med hinanden og med mor Malou. De er i haven flere gange om dagen - hver dag - og har været ude på sin første køretur i bil, som de klarede rigtig fint. Renlighedstræning er nu for alvor gået i gang, hvor der roses når de laver på avis, og løftes over på avis når uheldet sker andre steder, men aldrig med "skæld ud" eller sure miner. Al læring sker gennem gode oplevelser og gentagelser. Det er også blevet rigtig sjovt at træne indkald, da hvalpene er meget opmærksomme på alt vi siger og gør. Det er virkelig 3 aldeles herlige, glade små levende bamser, der hver især har sine egne karaktertræk. De elsker uden tvivl mennesker og er meget nysgerrige når der kommer gæster. Det er rigtig dejligt at se den positive udvikling i deres socialisering og alt de ellers lærer dag for dag. 

Uge 7-8

Hvalpenes leg er i fuld udvikling og bliver mere og mere voldsom, med knurren, biden og gøen. Det er meget spændende at være tilskuer til de begyndende dominanslege og opbygning samt forståelse af hiraki i den lille flok herhjemme. De begynder så småt at have interesse i jagtlege og at bære "byttet" tilbage, når vi kaster legetøj til dem. Det morer vi os meget over. Hvalpene oplever en masse forskelligt. Vi er alle meget opmærksomme på, at oplevelserne bliver lagret som positive erindringsbilleder til fremtiden. Det er med til at forme en velafbalanceret, tillidsfuld og glad hund, som kan trække på de positive erindringer, når den står over for nye udfordringer i et nyt hjem. I uge 7 havde vi et hyggeligt besøg af vores dyrlæge. Dette var en god oplevelse for vores tre hvalpe, som alle tog godt imod den søde og venlige dyrlæge. Der var lidt piv lige ved stik og chipmærkning, men de var hurtigt videre og glade igen. Alt var i skønneste orden ved sundhedsundersøgelsen og deres udvikling er lige som den skal være. Nu vil vi nyde den sidste tid vi har med alle 3 hvalpe, og glæder os til at møde jer nye ejere.

Video

På dette link lægger vi løbende nye videoer af hvalpene op:

https://photos.app.goo.gl/beP3nGY79DEsyG4u7

Mor og Far

Kontakt: Marianne og Jørn-Peter Andersen
Tlf.: 27620050 - Mail: borcher.andersen@gmail.com
Powered by Webnode Cookies
Create your website for free! This website was made with Webnode. Create your own for free today! Get started